Melder ud om syg kong Harald
Den norske konge har endnu engang ryddet sin kalender
Norske kong Harald er fortsat ikke i stand til at varetage sine officielle pligter, efter han for nu efterhånden et par uger siden blev sygemeldt.
Det bekræfter hoffets kommunikationschef, Guri Varpe, overfor Dagbladet.
Haakon træder til
Dermed må kronprins Haakon træde til og afløse sin far, der har ryddet sin kalender, nøjagtigt som det også var tilfældet i sidste uge, hvor kongens sygemelding blev forlænget første gang.
Den oprindelige sygemelding skabte chokbølger hos vore naboer mod nord.
Mødte corona-smittet minister
Den kom nemlig i forlængelse af, at kongen og dronningen havde mødtes med udenrigsminister Anniken Huitfeldt, som blot få timer efter mødet blev testet positiv for covid-19.
Testet negativ
Heldigvis viste flere tests efterfølgende, at hverken Harald eller Sonja er corona-ramte.
Oprundeligt var meldingen, at kongen var blevet ramt af ondt i halsen og desuden havde forkølelsessymptomer.
Det fremgår ikke af den nye melding, om der skulle være stødt andet til.