Meghans far er stadig lagt på is
Hertuginde Meghans far har ingen planer om at besøge sin datter og kommende barnebarn.
Det er lige oppe over, at hertuginde Meghan af Sussex nedkommer med sit og prins Harrys første barn. Hendes mor, Doria Ragland, er allerede ankommet til Frogmore Cottage for at være ved sin datters side. Til gengæld er der ikke udsigt til, at Meghans far, Thomas Markle, dukker op. Det skriver Express.
Thomas Markle var heller ikke til stede i forbindelse med Meghans og Harrys bryllup i maj 2018. Det var ellers planen, at han skulle have ført sin datter op ad kirkegulvet. Men som kendte.dk skrev få dage inden brylluppet, blev det aldrig til noget.
Han var simpelthen uønsket på grund af, at han havde solgt billeder til et paparazzibureau.
Kilder tæt på Thomas Markle fortæller, at han fortsat er lagt på is af den royale familie, og derfor ingen planer har om at rejse til England. Heller ikke selv om det er en kendsgerning, at hans barnebarn kan komme når som helst.
Thomas Markle har ikke talt med Meghan siden brylluppet, men ifølge Express har han et stærkt ønske og håb om, at forholdet til datteren vil forbedres efter den forestående fødsel er vel overstået.