Meghans far: Derfor offentliggjorde jeg brevet
Thomas Markle har for første gang udtalt sig, efter hans datter har anlagt sag mod medie for at offentliggøre dele af et personligt brev til faderen.
Den internationale presse har siden Meghan og Harry blev gift i maj 2018 bugnet med historier om, at hun har er på kant med sin far, Thomas Markle, og en stor del af sin øvrige, amerikanske familie. Det er også en kendsgerning, at han ikke var med til brylluppet, ligesom han overfor Daily Mail har påstået han først blev opmærksom på, at Meghan ventede sig, da han hørte det i radioen.
Han har i det hele taget været ganske flittig til at udtrykke sig om familiekonflikten overfor pressen. For eksempel har han i et interview med Mail Online kaldt Meghan og Harry for nogle hyklere og givet udtryk for sine frustrationer over endnu ikke at have mødt lille Archie.
Bålet under den familiære situation blussede for alvor op, da Thomas Markle, i februar i år til Daily Mail lækkede et personligt og håndskrevet brev fra sin datter. Et brev som mediet valgte at offentliggøre dele af i Mail On Sunday, og hvoraf det fremgår, at Meghan er såret og skuffet over sin far.
Artiklen fortsætter under videoen
Kendte.dk kunne for en uge siden berette, at gerningen nu har fået prins Harry til at anlægge sag mod avisen. Han og Meghan mener, at offentliggørelsen er ulovlig og desuden ønsker de at svare igen på “ubønhørlig propaganda”, forklarer prins Harry i en lang og personlig udtalelse.
Følte sig tvunget
Nu er det så lykkedes for Daily Mail i et interview at få Thomas Markle til at forklare, hvorfor han lækkede brevet.
Her fortæller han, at han holdt brevet og indholdet af det tæt ind til kroppen i seks måneder, efter han havde modtaget det. Men også, at han på et tidspunkt følte sig tvunget til at fortælle om det. Simpelthen fordi en ikke-navngivet veninde til Meghan lækkede oplysninger om, hvad hun påstod skulle være noget af indholdet i brevet, til det amerikanske magasin People.
– Det blev præsenteret på en måde, der ikke stemmer overens med sandheden og som satte mig i et meget dårligt lys. Indholdet blev præsenteret som en udstrakt hånd fra Meghan til mig i håb om forsoning. Men det er ikke sandheden, fortæller Thomas Markle til avisen.
Var helt knust
Han siger også, han har ret til at forsvare sig og forklarer, at han ikke opfattede brevet som hverken kærligt eller som en opfordring til forsoning. Snarere som et endeligt farvel. Ydermere, at han er rasende over, at han er blevet beskyldt for at have krævet betaling for at lække brevets indhold til Daily Mail.
– Sandheden er, at jeg ikke har modtaget en øre og jeg var helt knust, da brevet blev offentliggjort, siger han.