Meghan stråler ved første besøg
Torsdag fik Meghan sine første protektorater som medlem af det britiske kongehus - samme dag aflagde hun sit første besøg ved et af dem.
Det var en hertuginde i topform, der viste sig hos sit nye protektorat Smart Works, da Meghan samme dag, som nyheden blev offentliggjort, aflagde sit første visit hos velgørenhedsorganisationen.
Smart Works hjælper langtidsledige og sårbare kvinder med at få færdigheder, selvtillid og værktøjer til at klare en jobsamtale og vende tilbage til arbejdsmarkedet og få livet på ret køl.
Ifølge Hello Magazine trådte Meghan ud af sin bil foran kontoret få øjeblikke efter, nyheden var blevet kendt. Hendes tre andre protektorater er The National Theatre, The Association of Commonwealth Universities og velgørenhedsorganisationen Mayhew.
Under sit besøg mødte Meghan de ansatte i organisationen, der kunne fortælle om deres arbejde. Hun mødte også nogle af de kvinder, der har nydt godt af arbejdet og fik fortalt deres historier om at finde arbejde.
Og så afslørede Meghan også, at det ikke var første gang, hun besøgte stedet:
– Jeg er så glad for at være her; I ved jo, at jeg er kommet her i næsten et år. Det er så rart endelig at kunne gøre det offentligt og fortælle om det arbejde, I laver her, sagde hun ifølge Hello Magazine.
Derudover fik Meghan også anledning til at hjælpe kvinder med at vælge det rigtige tøj til deres jobsamtaler – et kerneområde for organisationen – og sad med ved coachingsessioner. Det kan du så billeder af i galleriet over artiklen.