Meghan afslører helt speciel hemmelig detalje om sin brudekjole

I en ny dokumentar, der vises på den britiske tv-kanal ITV tirsdag, afslører Meghan en hemmelig detalje om sin fantastiske brudekjole.

Offentliggjort Sidst opdateret

Følger man de klassiske bryllupsregler, så skal enhver brud smykke sig med noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt på sin bryllupsdag – og i en ny dokumentar på den britiske tv-kanal ITV afslører Meghan Markle, hvad der var hendes blå ting, da de blev gift tilbage i maj.

Dokumentaren ‘Queen Of The World’ bliver vist på britisk tv tirsdag, og her afslører Meghan, at hendes blå ting var noget ganske specielt:

– Det er stof fra den kjole, jeg havde på på vores første date, fortæller Meghan om stoffet, der var syet ind i indersiden af brudekjolen.

I dokumentaren taler Meghan om det fantastiske bryllup, og deler sine tanker om sin første tid som en del af det britiske kongehus.

Blomster fra 53 lande

Hun kommer også ind på de 53 lande, der udgør det britiske Commonwealth – de lande, der alle har det britiske kongehus som deres monarki.

Meghan havde nemlig valgt at få blomster fra alle 53 lande inkorporeret i sit fem meter lange brudeslør – noget, hun gjorde for at vise tilhørsforholdet:

– Det var vigtigt for mig – især som en del af den kongelige familie – at have alle 53 Commonwealth-lande integreret. Og det vidste jeg også ville være en sjov overraskelse for min mand, der ikke vidste det, og han var lykkelig over at jeg valgte at gøre det, fortæller Meghan.

Og så har hun også på fornemmelsen, at resten af den nye svigerfamilie var lige så tilfredse med beslutningen:

– Jeg tror, de andre familiemedlemmer havde det på samme måde – at de sætter pris på, at vi forstår hvor vigtigt det er, og hvilken rolle vi spiller – og vil blive ved med at spille – i forhold til Commonwealth-landene, siger Meghan i dokumentaren.

Powered by Labrador CMS