Medie: Dronningen rammer Harry og Meghan med jernnæven
Reaktionerne strømmer ind, efter at det britiske kongehus fratager prins Harry og Meghans titler og støtte.
Den britiske prins Harry og hertuginde Meghan vil fra foråret miste deres apanage og royale titler, oplyser kongehuset lørdag aften.
Artiklen fortsætter under videoen
Den beslutning tolkes af flere britiske medier som en hård straf fra dronning Elizabeths til prins Harry og Meghan, der i sidste uge skrev på Instagram, at de søgte et mere uafhængigt liv.
– Dronningen har taget sin jernnæve i brug, siger Sky News’ kongelige kommentator Alastair Bruce ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Tag ikke fejl. Lørdag aftenens erklæring repræsenterer den hårdest Megxit overhovedet, lyder det i lederen i Daily Telegraph.
Også den til tider kontroversielle tv-vært Piers Morgan har kommenteret beslutningen.
– Meghan og Harry vil have hele kagen, men dronningen tog kagen tilbage til det royale køkken, skriver Piers Morgan på Twitter.
Parret vil fremover bo lige så meget i Nordamerika som i Storbritannien, har det tidligere oplyst.
Sikkerhedsfolk til debat
Buckingham Palace, der er den britiske monarks residens i London, ville ikke kommentere, hvem der ender med at betale for Harry og Meghans sikkerhedsfolk, når parret mister sin apanage Et spørgsmål som også har ført til intens offentlig debat i de britiske medier.
I det hele taget er der fortsat en del ubesvarede spørgsmål i forbindelse med beslutningen. Det er heller ikke oplyst, hvorvidt parret kan drage økonomisk fordel af det royale brand.
Pressens skyld
Harry og Meghan har blandt andet angivet den britiske presses voldsomme bevågenhed og til tider kritiske tilgang til parret som en af årsagerne til, at de ikke længere ønsker at være en fremtrædende del af kongefamilien.Som en del af aftalen om tilbagetrækningen skal Harry og Meghan også betale penge tilbage, som er gået til renovering af parrets hjem Frogmore ved Windsor. Det drejer sig om godt 2,4 millioner skatteyderpund, hvilket er over 20 millioner kroner.