Marys sko-valg har fået de sociale medier til at koge
Som de fleste nok er bekendt med, er det danske kronprinspar for øjeblikket i Italien i forbindelse med et stort dansk ervhervsfremstød i det sydeuropæiske land.
I den forbindelse var Frederik og Mary forbi Terme Di Caracalla i Rom, og her har specielt en detalje vakt opsigt på de sociale medier.
Kronprinsesse Mary valgte nemlig at møde op til fremvisningen i et sæt hvide Nike-sko.
Det har fået adskillige brugere på Facebook til tasterne – dog er det for langt de flestes vedkommende med lovprisningerne af Mary, som bliver rost for sit praktiske valg af fodtøj.
Det sker i kommentarsporet til et opslag på Facebook fra Kongehuset.
– Som altid smuk og denne gang ser vi også Kronprinsessen i praktisk fodtøj. Stadig elegant, stadig feminin og smuk …. Bravo, skriver brugeren Lone Maj Jørgensen blandt andet på Facebook.
– Dejligt at se, at fornuftige sko også kan bruges på officielle besøg, skriver brugeren Lisbet Svendsen også.
I galleriet ovenfor kan du se flere billeder af de famøse sko.