Marys mærkesag: Overrækker kvindepris til rollemodel
Kronprinsesse Mary overrækker igen Women's Board Award til en talentfuld person i erhvervslivet med potentiale til at inspirere andre.
Kvinders rettigheder er blandt kronprinsesse Marys mærkesager.
Den 26. januar hædrer kronprinsessen en fremadstormende person i erhvervslivet med Women’s Board Award.
Det fremgår af det danske kongehus’ officielle kalender.
Formålet med prisen er at skabe større diversitet i toppen af dansk erhvervsliv, støtte processen med at øge andelen af kvinder i danske bestyrelser og sende et signal til danske virksomheder om at handle proaktivt, fremgår det på Women’s Board Awards officielle hjemmeside.
Glæder sig over kronprinsessens engagement
Juryen og partnerne bag Women’s Board Award glæder sig over kronprinsessens engagement.
– Hendes Kongelige Højhed kronprinsesse Mary vil overrække prisen til Danmarks dygtigste kvindelige bestyrelsesmedlem, der med solid ledelses- og bestyrelseserfaring samt dokumenterede resultater har potentialet og formatet til at være foregangsbillede for fremtidens bestyrelsesformænd og -kvinder, lyder det på Women’s Board Awards officielle hjemmeside.
Women’s Board Award overrækkes fredag den 26. januar hos Lederne, der ligger på Amager i København.
Prisen blev uddelt første gang i 2014. De fire foregående modtagere af Women’s Board Award er Eva Berneke fra KMD, Merete Eldrup fra TV2, Lene Skole fra Lundbeckfonden og Pernille Erenbjerg fra TDC.
/ritzau/