Marys mærkesag i fokus på mærkedag
Kronprinsesse Mary indviede torsdag eftermiddag StrokeLinjen.
Endnu en gang var den danske kronprinsesse på pletten i kraft af at være protektor.
Torsdag eftermiddag var hun med til at indvie StrokeLinjen, der er et landsdækkende rådgivnings- og oplysningstilbud, som er etableret af Hjernesagen. Det fremgår af den kongelige kalender.
Artiklen fortsætter efter videoen
Et emne som kronprinsessen i år selv har haft helt tæt inde på kroppen.
Godt i coronatid
StrokeLinjen tilbyder gratis telefonrådgivning vedrørende strokes, der også er kendt som en hjerneblødning eller blodprop i hjernen. Der vil dog også være materiale som film, webinarer og podcasts tilgængeligt igennem StrokeLinjen.
Den er som udgangspunkt målrettet hele befolkningen, herunder personer, der er ramt af stroke, pårørende hertil og fagpersoner.
Indvielsen sker på World Stroke Day, der har til formål at sætte fokus på en lidelse, der hvert år rammer omkring 12.000 danskere.
StrokeLinjen kommer ifølge Hjernesagens direktør Birgitte Hysse Forchhammer på et godt tidspunkt.
– Det er uden tvivl ekstra svært for de familier, som rammes af stroke i denne tid, hvor der er restriktioner i sundhedsvæsenet. Det skaber nogle utilsigtede problemer, da der alt efter smittetrykket kan være restriktioner for, hvor mange pårørende der må komme på besøg og være med til opfølgende samtaler med læger og andre specialister, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Det kan betyde, at patienterne ikke får stillet alle de relevante spørgsmål eller ikke kan huske alle informationerne efterfølgende, og det skaber forvirring og utryghed. Hos StrokeLinjen kan man spørge om alt det, man er i tvivl om, for eksempel i forhold til de fysiske og psykiske forandringer, strokepatienter oplever, eller hvordan man er stillet i forhold til rehabilitering.
Tæt på kronprinsessen
Kronprinsesse Mary er protektor for Hjernesagen, som er én af initiativtagerne bag StrokeLinjen, der er skabt i samarbejde med Trygfonden. Det var formentlig også årsagen til, at hun var blevet udvalgt til at indvie initiativet.
Men en personlig oplevelse i år, gør muligvis kronprinsessen endnu mere egnet til at varetage opgaven.
Kronprinsesse Mary har det seneste år selv haft stroke inde på livet. Så sent som i slutningen af juli blev hendes svoger prins Joachim ramt af en blodprop i hjernen, som han blev hasteopereret for.
Det var en sorg, der ramte familien hårdt. Heldigvis viste det sig, at den hurtige reaktion samt den kyndige behandling i Toulouse gjorde, at prinsen ingen mén fik efter blodproppen.
Kronprinsessen var som vanligt et stor smil, da hun ankom til Taastrup for at indvie StrokeLinjen.
På grund af coronavirus var der ikke indbudt flere gæster end kronprinsesse Mary.