Mary taler til hjertet i rørende film

Med et budskab om, at vi skal stå sammen og hjælpe de, der står udenfor, rammer kronprinsessen fuldstændig plet i en ny, hjertelig og eftertænksom film fra Julemærkefonden.

Kronprinsessen har lagt stemme til en hjerteskærende film, som Julemærkefonden har produceret. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Kronprinsessen har lagt stemme til en hjerteskærende film, som Julemærkefonden har produceret. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

– Mange af os kender følelsen. Nogle af os møder den hver dag. Følelsen af, at man ikke er god nok. At man ikke dur til noget.

Med disse ord indledes en rørende smuk reklamefilm fra Julemærkefonden, hvor kronprinsesse Mary tager sig af lydsporet med sin karakteristisk stemme.

Mary taler til hjertet i den meget bevægende film, der kan ses på organisationens egen hjemmeside.

– Forestil dig, at du hver aften går bekymret og nedtrykt i seng, fordi morgendagens glæder er reserveret til andre og ikke til dig, fortsætter kronprinsessen.

Hjælper børn, der står udenfor

Hun er protektor for Julemærkefonden – og med den nye film går hun aktivt til kamp for en bedre verden for de mange danske børn, som ikke nødvendigvis har det godt.

Mary opfordrer via filmen til, at vi står sammen og hjælper de, der står udenfor.

Se filmen her – artiklen fortsætter under indslaget.

– For en hverdag, der gør ondt i maven, kan sætte spor i et barns liv, konstaterer kronprinsessen, der ofte har vist, hvordan hun brænder for dette område.

Ud af mobning og isolation

Som protektor står Mary i spidsen for et foretagende, der primært via fire Julemærkehjem hvert år hjælper omkring 750 børn i alderen fra syv til 14 år videre i livet.

På Julemærkehjemmene får børnene hjælp til at komme ud af mobning og isolation.

Samtidig lærer de om sund kost og motion, så de taber sig – for der er ofte sammenhæng mellem dårligt selvværd og overvægt.

Børnene får selvtillid, så de igen kan smile til livet.

Ingen overladt til sig selv

I reklamefilmen opfordres vi alle til sammen at værne om den næste generation, så ingen bliver overladt til sig selv

– Mange børn har brug for hjælp, så de kan træde frem i lyset igen. Og selv om det ikke føles sådan, kan det, du gør i dag, have en betydning i morgen, erklærer kronprinsessen videre i filmen.

Hun runder den flotte film af med at understrege, at Julemærkefonden har skabt et hjem, hvor børn bliver børn igen.

Læs mere om Marys mange protektorater på Kongehusets hjemmeside.

Powered by Labrador CMS