Mary: -Rettigheder til kvinder giver holdbar udvikling

Europarådet har en førerposition i verden, siger Mary i tale i Strasbourg i anledning af dansk formandskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lighed mellem kønnene er en grundlæggede menneskeret. Og det er afgørende for en fredelig, velstående og holdbar verden.

Det er budskabet fra kronprinsesse Mary, da hun tirsdag taler til Europarådets Parlamentariske Forsamling i Strasbourg.

– Holdbar udvikling kan ikke opnås, hvis halvdelen af menneskeheden nægtes sine fulde menneskerettigheder og muligheder, siger Mary.

Den danske kronprinsesse taler i anledning af det danske formandskab for Europarådets ministerkomité.

Standarder resten af verden kan følge

Mary siger, at Europarådet sætter standarder, som resten af verden kan følge. Europarådet overvåger demokrati og menneskerettigheder i sine 47 medlemslande.

Det er også i spidsen for kampen mod sexisme og hadefuld tale, siger Mary.

– Før MeToo-bevægelsen gik verden rundt sidste år, havde Europarådets ministerkomité allerede lavet et udkast til anbefalinger til at bekæmpe sexisme, siger hun.

Kronprinsessen siger, at lighed mellem kønnene er forbundet med højere uddannelsesniveau, bedre sundhed og stærkere økonomisk vækst.

– Med andre ord: At stræbe efter større lighed mellem kønnene er ikke bare den rigtige ting at gøre. Det er også den smarte ting at gøre, siger hun.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS