Mary og mange andre er klar til Royal Run

Blot et par timer efter, der tirsdag blev åbnet op for tilmeldingen til Royal Run 2020, havde flere end 20.000 indløst billet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag den 19. november åbnede tilmeldingen til Royal Run 2020 og tiltaget, der blev indført i forbindelse med kronprins Frederiks 50 års fødselsdag i 2018, er populært som aldrig før. I løbet af den første time havde 15.800 sikret sig et startnummer. Det er flere end der meldte sig til 2019 udgaven i løbet af det første døgn.

Det skriver TV2 Nyheder, som også fortæller, at da klokken blev 15, var antallet af tilmeldinger steget til 22.200.

Artiklen fortsætter under videoen

– Vi er overvældede over interessen for vores hjertebarn Royal Run. Vi har et stort ønske om at bidrage til et sundere og mere aktivt fællesskab, så dagens interesse er et kæmpestort lyspunkt for os, siger direktør i Dansk Atletik, Jakob Larsen, på vegne af Bevæg dig for livet, der står bag Royal Run.

Løbet finder sted den 1. juni, det er 2. pinsedag, og bliver skudt i gang af kronprinsen i Sønderborg. Efterfølgende fortsætter løbet i Ålborg hvor kronprinsesse Mary løber – med startnummer 1. Kronprinsen tager fra Sønderborg til Odense. Afslutningen bliver et 10-kilometerløb i København og på Frederiksberg.

Der vil desuden også blive afholdt Royal Run på Bornholm men dog uden kongelig deltagelse.

Ved den første udgave af Royal Run var der 70.575 tilmeldte og i 2019 flere end 82.000.

Kronprinsen var selv blandt deltagerne i 2018 og skulle også have deltaget sidste år. Men det satte en mindre diskusprolaps en stopper for. I stedet nøjedes han med at gå med på den korte rute – den såkaldte One Mile på 1,6 kilometer – i Aarhus.

Powered by Labrador CMS