Mary: -Jeg er stolt af at bo i Danmark
Kronprinsesse Mary var lørdag aften en af årets hovedtalere ved Copenhagen Pride Show 2020, og hun er stolt over at bo i et LGBT+-foregangsland som Danmark.
Citathistorie: TV2 Lorry
Kronprinsesse Mary er fuld af taknemmelighed over de danske LGBTI+-rettigheder og stolt af at bo Danmark.
Sådan lød hovedbudskabet i den følelsesladede tale, hun holdt som hovedtaler ved årets Copenhagen Pride Show, skriver TV 2 Lorry.
Artiklen fortsætter under videoen
– I Danmark er LGBTI+-rettigheder ikke noget, vi er uenige om. Vi forstår, at for at skabe et godt og velfungerende samfund, er det vigtigt at alle bliver behandlet lige og med respekt og med de samme muligheder.
– Vi forstår, at hvem man elsker eller hvilken kønsidentitet, man har, ikke skal være afgørende for, om man kan deltage i samfundet fuldt ud og på lige fod og dermed være en del af fællesskabet, siger kronprinsesse Mary i sin tale.
Stolt
Samtidig understreger kronprinsessen, at hun er stolt over at bo i Danmark.
– Vi har stadigvæk vores udfordringer i Danmark. Men som jeg har sagt igen og igen, er jeg stolt af at bo i et land, som er foregangsland. Et land, som taler højt om respekt for håndhævelse af rettigheder for LGBTI+-personer ude omkring i verden.
– Jeg mærker det på rejser, hvor jeg overalt i verden bliver mødt med beundring over, at vi i Danmark tør gå forrest i at sikre rettigheder for alle – uanset køn, kønsidentitet og seksualitet, siger Kronprinsesse Mary.
En regnbuefarvet kronprinsesse
Det er ikke første gang, at kronprinsessen drysser kongeligt støv udover pride-arrangementer.
I 2019 blev det offentliggjort, at kronprinsesse Mary bliver protektor for regnbuearrangementet Copenhagen 2021, som blandt andet tæller Worldpride og Eurogames.
Det er første gang nogensinde, at en kongelig person stiller sig i spidsen for et stort internationalt LGBT+-arrangement.
Foruden protektorrollen ved Copenhagen 2021 har kronprinsessen tidligere gjort sig bemærket ved regnbue-events.
I 2019 deltog hun ved Danish Rainbow Awards, der er LGBT+-miljøets store årlige prisuddelingsshow, hvor personer, virksomheder og organisationer, der har gjort en positiv forskel for LGBT+-miljøet bliver hyldet.
I 2016 gik prinsesse Marie som den første danske kongelige med i Pride-paraden som protektor for AIDS-fondet.