Mary afslører: Sådan er hverdagen i Schweiz

Kronprinsesse Mary har løftet lidt af sløret for, hvordan hverdagen forløber i Schweiz.

Udgivet Opdateret

Det er efterhånden næppe gået forbi nogens næse, at Mary er flyttet til Schweiz med børnene, hvor de netop nu går i skole på Lenabua-Verbier International School.

Artiklen fortsætter under videoen.

Til Billedbladet forklarer kronprinsesse Mary, at det er et andet tempo, men det er rart at leve en hverdag, der er væsentlig mindre planlagt end tidligere.

– I Schweiz går det rigtig godt. Børnene trives. Da vi tog det valg, tænkte vi, at det måtte være en stor gave for vores børn, og efter en måned kan jeg understrege og sige, at det er en kæmpe gave, og de trives, siger kronprinsesse Mary til Billedbladet.

På pressemødet før første skoledag tilbage i januar var børnene også klare i mælet, da de fortalte, hvad de så frem til – nemlig en helt særlig aktivitet, som fungerer bedst i sneklædte landskaber.

– Vi har glædet os rigtig meget til at lære et nyt land at kende og lære skolegangen i Schweiz at kende. Og selvfølgelig også stå lidt mere på ski og så lære nogle mennesker fra forskellige lande at kende, fortæller prins Christian.

Prinsesse Isabella anerkender også sin storebrors ord og fortæller, at de glæder sig mest til at stå på ski.

Familien kender området

Men det er ikke kun børnene, der har set frem til den store omvæltning, det er, når man som familie flytter til et andet land.

Kronprinsesse Mary fortæller, at valget faldt på den internationale skole i Verbier, fordi familien er vilde med natur og ikke mindst at stå på ski, og i den forbindelse har de været bekendt med området.

Desuden har begrundelsen for skoleopholdet tidligere været, at det er en mulighed for at give børnene en fælles oplevelse i et internationalt miljø, lød det i pressemeddelelsen fra kongehuset.

Var på kostskole

Selv om det måske kom som lidt af en overraskelse, at kronprinsparret og børnene tog til Schweiz, så ligger det til familien at uddanne sig i udlandet.

Det seneste halve år har prins Joachim boet i Paris med prinsesse Marie og deres to børn prins Henrik og prinsesse Athena, hvor han er i gang med en et-årig uddannelse indenfor militæret.

Da kronprins Frederik og prins Joachim var yngre, var de også på skoleophold i udlandet. I 1982 til 1983 gik brødrene på kostskolen École des Roches i Frankrig.

Powered by Labrador CMS