Maries store dag
Prinsesse Marie, som fylder 47 år 6. februar, og prins Joachim har stået midt i den største royale krise i mange år. Men de kan også se frem mod et nyt kapitel
Når prinsesse Marie åbner gaver og fejrer sin 47-års fødselsdag 6. februar, kan hun både se tilbage på et turbulent år og frem mod en hel ny hverdag med prins Joachim og parrets to børn.
For kigger man blot få måneder tilbage, stod kongehuset midt i en af de største kriser i årtier.
En krise, der blev udløst af dronning Margrethes beslutning om, at prinsesse Marie og prins Joachims børn skulle miste deres prinse- og prinsessetitler ved årsskiftet.
Mødte fortvivlelse
Det mødte fortvivlelse og kritik hos forældrene, som udtrykte det over for B.T.
- Den her sag handler om børns vilkår. Det handler ikke så meget om andet. Det er mærkeligt lige pludselig at tænke, at man kan tage et navn fra et barn. Børn tænker jo ikke, som vi gør. De har svært ved at forstå det, sagde hun til mediet.
Det betyder, at parrets børn, Henrik på 13 år og 11-årige Athena, nu er greve og komtesse af Monpezat og ikke længere prins og prinsesse til Danmark.
Er nu grever
Prins Joachims to sønner, 20-årige Felix og 23-årige Nikolai, som grevinde Alexandra er mor til, har også fået sløjfet de royale titler og er nu grever.
De to yngste børn har siden 2019 boet sammen med forældrene i Paris, hvor begge er tilknyttet den danske ambassade. Prins Joachim som forsvarsattaché og prinsesse Marie som kulturrepræsentant.
Men til sommer skal den franske hovedstad ikke længere danne rammen om familiens liv. Her udløber prinsens kontrakt, og dermed begynder et nyt kapitel uden for Frankrigs grænser. Hvorhen har parret endnu offentliggjort.
Forskellige lande
Den kongelige fødselar er allerede vant til at bosætte sig i forskellige lande, fra inden hun blev prinsesse.
Hun er født og opvokset i Paris, tog sin studentereksamen i Schweiz og læste sin bacheloruddannelse i USA.
Men det var til et middagsselskab, at hun fik en dansk prins som bordherre.
- Jeg tænkte ikke så meget over, at han var prins. Det var bare hyggeligt. Og så var han den eneste, som kunne tale fransk, sagde den franskfødte prinsesse siden til Billed-Bladet.
Mødte hinanden igen
Året efter mødte de hinanden igen. Prinsesse Marie havde derimellem afsluttet sit daværende forhold, og prins Joachim var blevet skilt.
- Fordi jeg er så fornuftig, kom kærligheden langsomt. Jeg ville ikke give mig selv hen. Jeg ville være forsigtig. Men derefter var jeg ikke i tvivl. Joachim var manden i mit liv, sagde hun siden til Billed-Bladet.
I foråret 2006 bekræftede prins Joachim forholdet. Men kort efter var der knas i kærligheden. Parret gik kortvarigt fra hinanden, men fandt efterfølgende sammen igen.
Denne gang forseglede de kærligheden.
Gift i 2008
Parret blev gift 24. maj 2008 i Møgeltønder Kirke, og bryllupsmiddagen blev indtaget på Schackenborg Slot.
Siden er arbejdet mod madspild blevet en af prinsessens mærkesager. Det ses blandt andet i DR-programmet "Prinsesse Maries kamp mod madspild". Her kunne man se prinseparret sammen bag køkkengryderne.
- Jeg synes ikke, at rollerne er faste. Jeg kan godt lide at lave, og jeg synes også, at jeg er god til at undgå madspild. Så jeg kan godt lide at være den, der styrer, sagde hun i programmet.
I kogebogen "Mad med respekt" har prinsesse Marie også givet sine bud på madspildsretter.