Margrethes hjertefølte hilsen: Dybt berørt af togkatastrofe
Dronning Margrethe har netop udsendt kondolencer oven på onsdagens togulykke.
Da et tog på lavbroen over Storebælt forulykkede onsdag morgen klokken 7.45, var der 131 passagerer med toget samt tre medarbejdere. I ulykken døde 6 personer, mens yderligere 16 er tilskadekomne. Den tragiske hændelse har nu fået dronning Margrethe til at kommentere på sagen.
– Denne morgens forfærdelige togulykke på Storebæltsbroen berører mig dybt, skriver dronningen på kongehusets hjemmeside.
Derudover sender regenten en tanke til de efterladte.
– Mine tanker og min dybeste medfølelse går til såvel de efterladte og deres familier som til de tilskadekomne, lyder det.
Togtrafikken står stille
Som følge af ulykken er al togtrafik mellem Korsør og Nyborg er indstillet. Årsagen til ulykken er ikke klarlagt. Havarikommissionen og DSB’s særlige undersøgelsesafdeling er på vej til skadesstedet.
Fyns Politi har oprettet et samlingssted for de ikke-tilskadekomne kunder fra toget på Nyborg Idrætscenter, Storebæltsvej 13-14, Nyborg, hvor der vil være krisepsykologer til stede til at tage sig af kunderne.
DSB har hos Falck Helpcare fået oprettet et særligt krisehjælpsnummer, hvor kunder og pårørende har mulighed for at rekvirere krisehjælp: 70 11 51 55.
Ramt af godstog
Ulykken skete klokken 7.45 onsdag morgen, da dele af taget fra en modkørende godsvogn ramte et passagertog på Storebæltsbroen, så toget måtte lave en meget hård opbremsning.
Godstoget var på vej til Fyn, og passagertoget var på vej til København. Toget holder stille på lavbroen fra Fyn mod Sjælland.