Margrethe skal tidligt op: Vigtigt møde venter
Den 17. december, mens år 2019 går på hæld, er der statsråd. Her skal dronningen underskrive nye love.
Set med de mere klassiske briller, så er landets overhoved fortsat majestæten. Det betyder i praksis stort set ingenting, da Folketinget er de egentlige magthavere.
Dog fastholdes traditionen med, at den siddende regent godkender alle love og desuden orienteres om kommende lovforslag. Det foregår ved et såkaldt statsråd.
Sådan et er planlagt til den 17. december, og det er allerede klokken otte om morgenen, så Hendes Majestæt Dronning Margrethe skal tidligt op den dag.
Man kan foranlediges til at tro, at dronningen rent faktisk har mulighed for at drøfte lovene med den siddende regering, men der er egentlig mest tale om en ceremoniel handling.
Forstået på den måde, at majestæten orienteres og nikker pænt og skriver under. Faktisk bliver den del af Grundloven, hvor det står, at regenten skal godkende nye love, tolket således, at regenten slet ikke må nægte det.
En lov gælder dog først, når den siddende regent har godkendt den. Det kaldes stadfæstelse. En regent har ifølge Folketingets hjemmeside ikke nægtet at skrive under på et lovforslag siden 1865.
Der holdes flere statsråd i løbet af et år – omkring 15 – og de holdes oftest en onsdag og oftest i den såkaldte statsrådssal på Christiansborg.