Manden der fældede selveste Maradona er død
Der er ingen tvivl om, at han var en hård banan på grønsværen – Cameroum-spilleren Benjamin Massing.
Men nu er manden der fældede selveste Maradona her ikke mere.
Fodboldspilleren, der nåede 21 landskampe for sit grønklædte hold, døde lørdag den 9. december i en alder af 55 år.
Den afrikanske sportsstjerne nåede at deltage med sit hold ved to verdensmesterskaber – men minderne derfra var ikke gode.
Spillede mod Argentina
Ved VM i fodbold i 1990, der foregik i Italien, var Cameroun et overraskende og positivt bekendtskab – i hvert tilfælde hvis man ser bort fra Benjamin Massing.
Under landets anden optræden nogen sinde ved et fodbold-VM, var modstanderen ingen ringere end Argentina i den første kamp.
Og her blev der gået til stålet fra Benjamin Massings side. Først fik han et gult kort for at fælde Claudio Caniggia i den 10. minut.
Dernæst fik han endnu et gult kort i den 89. minut for at fjerne benene på selveste Diego Armando Maradona. Og to gule kort er såmænd lig med rødt kort.
Fik hele tre gule kort
Men overraskende nok – og med bare ni mand tilbage på holdet, da også André Kana-Biyik blev vist ud i kampen – så vandt Cameroon 1-0.
Senere gik holdet videre til først ottendedels- og siden kvartfinale, hvor modstanderen var England.
Her var Benjamin Massing med igen – og igen høstede han et gult kort, da han fældede Gary Lineker. Men han blev dog ikke vist ud.
Selvsamme Lineker var med to scoringer medvirkende til, at England vandt 3-2 over Cameroun.
Kom ikke på banen i USA
Men summa summarum er, at Benjamin Massing fik tre gule kort i sine eneste to VM-kampe.
Benjamin Massing deltog også ved VM i USA fire år senere – dog uden at komme på banen.
På landsholdet spillede han en kort overgang med Alphonse Tchami, der har spillet både i Vejle og Odense.
Han spillede i flere franske og portugisiske klubber – men døde hjemme i Cameroun i byen Edéa.