Manden bag stor-klassiker fylder år

"Døde Poeters Klub" gjorde filminstruktør Peter Weir udødelig. De seneste årtier har det dog været småt med udgivelser fra australieren, der onsdag bliver 75

Peter Weir, manden bag ‘Døde poeters klub’, bliver 75. Foto: Pierre Verdy/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er få film, der konsekvent bliver hyldet, når de har jubilæum.

En af dem er “Døde Poeters Klub”, der udkom i 1989 og for nylig havde været på markedet i 30 år.

Anmeldere verden over brugte det som anledning til på ny at lovprise filmklassikeren, hovedrolleindehaveren Robin Williams og ikke mindst instruktør Peter Weir.

Sidstnævnte fejrer selv en halvrund dag, når han onsdag den 21. august bliver 75 år.

Artiklen fortsætter under videoen

Mens det måske er de færreste, der kender ham ved navn, så kender de fleste en eller flere af australierens film.

Det gælder “Døde Poeters Klub” om den dybt konservative kostskole, hvor en ny lærer rusker gevaldigt op i undervisningsmetoderne og bliver et idol for de undertrykte elever.

Eller “The Truman Show” med Jim Carrey som forsikringsagenten, der finder ud af, at hele hans liv er et langt realityshow, hvor alle omkring ham er skuespillere.

Et tredje eksempel er Peter Weirs internationale gennembrud, “Vidnet”, der blev nomineret til en Oscar. Her har Harrison Ford hovedrollen som politimanden, der beskytter en dreng, som er det eneste vidne til et drab i amishsamfundet.

Andre kendte Peter Weir-film er “Green Card”, “Frygtløs” og “Ærens vej til Gallipoli”.

Størstedelen af hans udgivelser ligger dog tilbage i det 20. århundrede, og hans seneste film, “The Way Back”, udkom i 2010.

Australieren har nemlig set sig sur på filmbranchen, som den fungerer i dag.

Han mener, at investorer er blevet mere og mere forsigtige med deres penge og efterhånden kun vil finansiere sikre succeser. Den type instruktør er Weir ikke.

Peter Weir bor med sin hustru i Sydney. De har to børn.

Powered by Labrador CMS