Manden bag fantastisk hit har kysset sit sidste kys
Amerikanske Wayne Cochran, der gik fra at være succesfuld soulsanger til prædikende præst, er død i en alder af 78 år. Han står - blandt andet - bag mega-hittet "Last Kiss", som eksempelvis "Pearl Jam" har kopieret.
“Oh Where, Oh Where, Can My Baby Be?
The Lord Took Her Away From Me…”
Linjerne er fra en af de mest klassiske amerikanske sange overhovedet, “Last Kiss”, som er blevet kopieret og versioneret af et utal af andre orkestre.
Nu er manden bag selv blevet taget herfra – Wayne Cochran er død i en alder af 78 år. Det skriver Miami Herald.
Handlede om død og savn
Sangen “Last Kiss” var på ingen måde nogen “happy-go-lucky”-sang – for den handlede om død, savn og kærestesorg.
Ovenstående linje fra omkvædet efterfølges da også af disse to:
“She’s gone to heaven, so I got to be good.
So I can see my baby when I leave this world.”
Ville have et sidste kys
Moralen for Wayne Cochran var, at han var nødt til at opføre sig pænt, så han kunne komme op i himlen, når han døde.
Kun på den måde kunne han gense sin kæreste og give hende et sidste kys. Et “last kiss”.
Wayne Cochran blev født i 1939 i Thomaston, Georgia i USA.
Da han brød frem på soulscenen blev han ikke mindst kendt for sine ret vilde udklædning og sit viltre hår.
Succes i andre versioner
Han fik aldrig selv voldsom succes med sine sange, men grunge-orkestret “Pearl Jam” fik sendt “Last Kiss” op på andenpladsen på den amerikanske hitliste i 1999.
Den kan nydes via dette link.
Også bands som “Cavaliers” og “Wednesday” havde held til at lave gode versioner af nummeret – henholdsvis i 1964 og 1974.
Den originale udgave er fra 1961.
Fik respekt fra The King
Wayne Cochran leverede andre perler som eksempelvis “Going Back To Miami”, der bliver spillet i den originale “Blues Brothers”-film fra 1980.
Cochran havde op gennem 1960erne og et par år ind i 1970erne succes med sit band “Wayne Cochran and the C.C. Rider”.
Et orkester som selveste Elvis Presley havde stor respekt for.
Sagde farvel til hårdt liv
Men i 1973 var det slut. Efter alt for meget “sex, drugs and rock’n’roll” trak Wayne Cochran en tyk streg i sandet.
Han oprettede en afdeling af “The Voice of Jesus” i Miami og blev prædikant. En genfødt kristen, som man siger på de kanter.
Wayne Cochran efterlader sig to børn, Christopher Cochran og Cindy Warford samt syv børnebørn og fem oldebørn.
Han havde i forvejen mistet sit tredje barn, Diane, og sin hustru Monica.