Manden bag Basserne og den dovne soldat Jens Fup er død
Tegneserieforfatteren Mort Walker er død. Basserne gjorde ham berømt, men Pentagon kunne ikke se komikken.
Manden bag tegneseriestriben Basserne, Mort Walker er død. Han blev 94 år.
Addison Morton Walker sov ind i sit hjem i Stamford i Connecticut lørdag, oplyser hans søn Greg ifølge nyhedsbureauet AP.
Startede i ung alder
Allerede som 11-årig indledte Walker sin lange karriere som tegneserieforfatter.
Han var involveret i flere kendte tegneserier, men det var hans komiske skildring om soldaterlivet i den amerikanske hær, der gjorde ham berømt langt ud over USA’s grænser.
Men ikke alle faldt på halen over Beetle Bailey (Basserne, red.) med den dovne skulker Jens Fup, der i striberne bruger det meste af tiden på at sove eller stikke af fra sine pligter, mens S’janten løber efter ham.
Hæren bandlyste tegnestriben
Først bandlyste hæren tegnestriben i 1954, og senere fulgte flere dialoger mellem Walker og det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, der med bogen “How Not to Do Things” brugte Walkers striber fra Basserne som skrækeksempler.
– Det var virkelig dumt af dem, for det gav mig en masse ekstra omtale, har Walker udtalt.
Universitetsmiljø og militærtjeneste grundlagde succesen for Walker, der skrev og illustrerede med stærke paralleller til sin egen virkelighed.
Jens Fup var således baseret på Walkers barndomsven David Hornaday, som han gik på universitet i Missouri med.
De måtte begge afbryde deres studier for at gøre tjeneste i militæret i Italien under Anden Verdenskrig i 1943.
Basserne tog i de tidlige år fra 1950 udgangspunkt i et fiktivt universitetsmiljø i Missouri, men omgivelserne blev ændret radikalt, da stribens hovedperson Jens Fup ufrivilligt måtte melde sig til tjeneste i 1951.
Det skete samtidig med, at USA gik ind i Koreakrigen.
Basserne skulle vise sig at være den helt rette humor for efterkrigstiden og særligt for de pårørende til de soldater, der deltog i Koreakrigen på daværende tidspunkt.
Striberne nåede angiveligt ud til mere end 50 lande og 200 millioner daglige læsere, og den stigende popularitet medførte, at striben Mads & Misse kom til med Jens Fups søster og hendes ægtemand.
Mort Walker havde i alt ti børn fra to ægteskaber.
/ritzau/