Mai Mercado i nyt medicinhelvede

Kræftbehandlingen er langt fra slut efter kemo og stråler

Offentliggjort

For nylig kunne Mai Mercado lægge paryk og tørklæde fra sig efter kemo og strålebehandling.

Håret er igen begyndt at vokse, men kræftforløbet er langt fra slut.

Den tidligere minister fortæller nu på de sociale medier, at hun står over for et femårigt medicinforløb efter sit brystkræftforløb, og at det har overrasket hende, hvor omfattende efterspillet er.

Taler for lidt om det

- Når vi taler om kræftbehandling, taler vi ofte om kemo og stråler. Om kampen. Om at komme igennem. Men vi taler for lidt om det, der kommer bagefter, skriver Mai Mercado i opslaget.

Mai Mercado

- Min brystkræft er hormonfølsom, så mit østrogenniveau skal ned. Det påvirker knoglerne, så jeg tager også kalk. Jeg får Letrozol og Goserelin, forklarer hun.

Goserelin gives som et månedligt implantat i maven, og det er ikke noget, hun er helt tryg ved endnu.

- Jeg har kun selv taget det én gang og er stadig ikke tryg ved det. Den nål er kæmpe, skriver hun.

På grund af bivirkninger

Derudover tager hun dagligt medicinen Letrozol, som allerede har givet bivirkninger.

- Sådan er det ikke for alle. Nogle stopper behandlingen på grund af bivirkninger, skriver Mai Mercado.

Det, der har overrasket hende mest, er, hvor lang tid behandlingen strækker sig.

Forløbet stopper heller ikke her.

Livet efter kræft

- I næste uge starter jeg på to nye typer medicin også i fem år. Så selvom den synlige behandling er slut, er jeg stadig midt i et forløb bare i en ny fase, skriver hun.

Den konservative folketingspolitiker håber samtidig at skabe opmærksomhed om livet efter kræft.

- Kræft er ikke bare noget, man går igennem. For mange er det noget, man lever med længe efter, lyder det fra hende.

Powered by Labrador CMS