Lykkelig kronprinsesse: -Tak for jeres varme hilsner

Kronprinsesse Victoria takker for den varme, hun blev mødt af, da hun fejrede sin 40-års fødselsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det blev fejret med pomp og pragt, da svenske kronprinsesse Victoria fyldte 40 år den 14. juli.

Kronprinsessen markerede den runde fødselsdag i to dage.

Takker mange mennesker

På det sociale medie Instagram takker hun nu de mange mennesker, der tog del i den royale fejring.

– Tak for den varme, I viste. Både i Stockholm og på Øland og i mange venlige hilsner. Det var rart at fejre fødselsdagen sammen med jer, skriver hun og fortsætter:

– Jeg vil også gerne takke for alle de generøse bidrag til vores fond. Fonden arbejder for at fremme et godt helbred og forebygge udstødelse blandt børn og unge. Jeres bidrag gavner mange.

Startede med en gudstjeneste

Tronfølgerens fødselsdag startede med en gudstjeneste.

Over middag blev der affyret en salut fra den stockholmske ø Skeppsholmen, mens fødselaren modtog gaver fra den svenske regering.

Senere fik kronprinsesse Victoria selskab af sin mand, prins Daniel, og parrets to børn, prinsesse Estelle på fem år og etårige prins Oscar, da turen gik gennem Stockholms gader i karet.

Herefter drog den royale familie til Øland, hvor der blev afholdt fest for at markere Victoriadagen, som kronprinsessens fødselsdag kaldes.

Åbnede familien sommerresidens

Lørdag den 15. juli fortsatte fødselsdagsfejringen på øen, hvor det svenske kongehus åbnede portene til familiens sommerresidens, Sollidens Slott, for offentligheden.

Den svenske kronprinsesse er kendt for at lade sin fødselsdag markere med en stor fejring. Hvert år siden 1979 er Victoriadagen blevet fejret på Øland den 14. juli

Se opdateringen her:


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS