Lykkelig kronprinsesse: -Sådan er mine børn
Sveriges tronarving, kronprinsesse Victoria, er meget væk hjemmefra, men sørger for at skrive alle de ting ned, som prinsesse Estelle og prins Oscar gør.
Med to små royale rollinger er der fuld fart på Haga Slott hjemme hos kronprinsesse Victoria og prins Daniel i den svenske hovedstad, Stockholm.
I et nyt interview med TT sætter kronprinsesse Victoria ord på livet som tronarving og royal småbørnsmor til prinsesse Estelle på fem år og etårige prins Oscar, skriver Svensk Damtidning.
– Oscar er meget rolig og iagttagende, men frygtløs.
– Han elsker sin storesøster, som er så fuld af liv, afslører den 39-årige kronprinsesse, der fylder 40 år den 14. juli.
– Estelle elsker andre mennesker, har en skøn humor og er selvsikker og enorm omsorgsfuld. Jeg har ikke kedelige børn, lyder det videre fra kronprinsesse Victoria.
Bliver første kvindelige regent siden 1700-tallet
En dag bliver kronprinsessen Sveriges monark, når hun overtager tronen fra sin far, kong Carl Gustaf.
Og dermed landets første kvindelige regent siden 1720.
Op til sin 40-års fødselsdag gør hun sig mange tanker om sin kommende rolle som regerende dronning, som gør, at hun allerede har mange forpligtelser både i Sverige og i udlandet.
– Man går glip af mange fine stunder med børnene, siger hun og fortsætter:
– Jeg hører til dem, som er omhyggelig med at dokumentere børnenes opvækst.
– Jeg forsøger virkelig aktivt at observere og nedskrive alle de små ting, der sker.
/ritzau/FOKUS