Luksusfælden: Kæresten står med regningen
23-årige Mikkel har optaget gæld for mere end 200.000 kroner på et år. Kan han vende den negative spiral?
Med en hård barndom i bagagen, mener den 23-årige asfaltørelev Mikkel ikke, at han er rustet til at håndtere sin økonomi som en ansvarlig voksen.
Det er derfor noget af en prøve, Luksusfældens eksperter Carsten Linnemann og Gustav Juul tirsdag aften kommer på.
Artiklen fortsætter under videoen
Den 23-årige har nemlig sat sig selv hårdt i det, blandt andet på grund af unødvendige kviklån og et enormt forbrug.
Mikkel bruger gladeligt næsten 11.000 om måneden på diverseposten, der i hans tilfælde omfatter blandt andet onlinespil, byggemarkeder og elektronik. Samtidig har Mikkel en dårlig vane med at låne penge ud til sine venner.
Mikkel mener heller ikke, at han har råd til at betale til A-kasse. Hans A-kasse har sendt stribevis af rykkere og endda ringet til ham for at få ham til at betale regningen, men Mikkel har ignoreret både breve og opkald og nu er han blevet smidt ud.
Tre boliger – ingen husleje
Trods en indkomst på mere end 17.000 kroner om måneden, betaler Mikkel ikke husleje.
Det til trods for, at han endda opholder sig tre forskellige steder.
Hans folkeregister er hos hans forældre – der betaler han ikke en krone. Han får også stillet et værelse til rådighed, når han er på asfaltørskolen. Det betaler han ikke en krone.
Alligevel mener han ikke, at han har råd til at bidrage til huslejen hos kæresten Steffanie, som han opholder sig hos resten af tiden. 500 kroner beder hun om.
Bruger pengene på bilen
Det kan måske skyldes, at Mikkel bruger en stor del af sine penge på sin elskede bil.
Bilen bruger han på at cruise rundt og så transporterer den ham de 153 kilometer fra Steffanies lejlighed til asfaltørskolen.
Det viser sig dog at Mikkels vanvittige forbrug meget snart får alvorlige konsekvenser for Mikkels hverdag. For eksperterne finder ud af at Mikkel skylder 15.000 kroner i forsikringer på bilen
Udover at det betyder en bøde på 250 kroner hver eneste dag for ikke at have den lovpligtige ansvarsforskring, indtil han betaler sin forsikring, betyder det også, at han kan risikere at stå med en milliongæld, hvis han kører galt.
Eksperter vil se konsekvens
På ét år har Mikkel optaget gæld for mere end 200.000 kroner, og derfor vil eksperterne nu se en u-vending i Mikkels økonomi.
Derfor beder de ham om at levere sin elskede bil tilbage.
Overlever Mikkel chokket – og er han rent faktisk villig til at levere sin bil tilbage?
Det får du svar på i Luksusfælden, der sendes på TV 3 klokken 20.00 tirsdag.