Luksusfælden-deltager levede som teenager: – Jeg skal ikke se programmet i aften

47-årige Torben Majland skyldte 800.000 kroner og boede på et værelse hos et vennepar i Sorø. Han er med i aftenens udgave af Luksusefælden, men han skal ikke selv se programmet, fortæller han til Kendte.dk.

47-årige Torben Majland er med i aftenens udgave af Luksusfælden på TV3. Foto: TV3.
Offentliggjort Sidst opdateret

En gæld på 800.000 kroner og en tilværelse som teenager fik i starten af året 47-årig Torben Majland til at melde sig til TV-programmet Luksusfælden i håb om, at han ville få styr på sin økonomi og sit liv.

Den gæve vestjyde var flygtet fra regninger og fortid til Sorø på Sjælland, hvor han var flyttet ind i et værelse i et vennepars hus.

Og netop venneparret Betinna og Mads fik overbevist Torben om, at han måtte gøre noget for at få styr på sin økonomi, forklarer han til Kendte.dk.

– Vi satte os ned med noget god mad og rødvin, og så prikkede de lidt kærligt til mig, og spurgte ind til min økonomi. Og så brød jeg sammen og fortalte, at det hele var lort og lagkage, siger Torben Majland til Kendte.dk.

Efter opfordring fra venneparret meldte han sig til programmet.

– Jeg blev enig med mig selv om, at hvis der skulle ske noget med min økonomi, skulle det være nu, siger Torben Majland.

Løgne blev afsløret

Han betegner selv sin deltagelse i programmet som en hård oplevelse.

– Jeg har løjet om min gæld hele mit liv, og det var rigtig hårdt, at det hele blev afsløret. Man bliver blottet økonomisk og alle dine dumheder bliver udstillet, siger Torben Majland.

Derfor bliver Torben Majland heller ikke blandt seerne til aftenens program.

– Jeg har ikke lyst til at se mig selv blive grebet i mine løgne. Det er jeg ikke klar til endnu. Betinna og Mads skal se det, og jeg venter lige på deres feedback, før jeg beslutter mig for, om jeg vil se det på et senere tidspunkt, siger Torben Majland.

Luksusfælden vises tirsdag klokken 20 på TV3 og Viaplay.

Powered by Labrador CMS