Luksusfælden: Busbøder svarer til 82 månedskort
Camilla repræsenterer med sine kun 22 år den dybt forgældede femtedel af de danske unge mellem 18 og 30 år, der skylder over 100.000 kroner.
Camilla frygter nu, at hendes gæld kommer til at sætte en stopper for fremtidsdrømmen om at blive tandklinikassistent. Derfor har hun bedt Luksusfældens eksperter, Mette Reissmann og Carsten Linnemann om at redde hende ud af gælden og hjælpe hende med at få styr på sit forbrug. For Camilla bruger alle sine penge på makeup, tøj, smykker, smøger og byture.
Ubetalte regninger hober sig op
De ubetalte regninger har hobet sig op og familien er dybt bekymret. Hendes far kunne ikke sove om natten, da hun boede hjemme, fordi rudekuverterne i postkassen blev flere og flere.
Camillas søster, der har styr på sin økonomi holder for, når Camilla ikke har flere penge og bare vil i byen. Og det er hun godt og grundigt træt af.
Har busbøder for 30.000 kroner
Da eksperterne dykker ned i Camillas økonomi, opdager de en tendens, der effektivt hindrer hende i at komme på fode igen. For Camilla mener ikke, hun har råd til at betale for at bruge de aarhusianske busser. Derfor kalkulerer hun med ikke at købe billet. Det kan betale sig, synes hun.
Men det viser sig, at Camilla efterhånden har oparbejdet en gæld for busbøder på intet mindre end 30.000. Det svarer til 82 månedskort!
Der skal tænkes kreativt hvis eksperterne skal redde Camillas økonomi. For Camilla har ingenting af værdi, blot en masse tøj og minderne om byturene.
Se hvordan det går Camilla i aften i Luksusfælden klokken 20 på TV3…