Luksusfælden: Bruger penge på tøj frem for forsikringer

Offentliggjort Sidst opdateret


Sangerinden og alenemoren Katrine fra Odense er definitionen af en livsnyder, som elsker et liv i luksus.

Friske blomster, dyre chanel-neglelakker, mærketøj og privatskole til børnene. For at få råd til et ekstra klaver, har hun netop valgt at bruge 26.000 kroner, som SKAT fejlagtigt satte ind på hendes konto. Selvom hun vidste, de skulle betales tilbage.

Fordi hun er selvstændig, skal hun selv sørge for at betale skat, men også her, bruger Katrine pengene i stedet for at sætte dem til side.

Tøjbudget på 36.000 kroner

Katrine har et årligt tøjbudget på 36.000 kroner, men mener ikke, at hun har råd til ulykkesforsikringer til sine børn.

Katrine har tilkaldt Luksusfældens eksperter, fordi hun har svært ved at betale sin gæld og er bange for, at banken tager hendes bil i pant, hvis ikke hun har råd til at afdrage. En bil, hun er afhængig af for at kunne leve som sangerinde. Men selvom Katrine er frustreret og ked af det over sin økonomi, er det nærmest umuligt for eksperterne at trænge igennem til hende. For Katrine nægter at skrue ned for sin luksus.

Jan Swyrtz og Carsten Linnemann må i første omgang opgive at lægge budget for Katrine, men håber på, at hun kommer på bedre tanker i løbet af en måned, hvorefter de vender tilbage. Men kan eksperterne hjælpe Katrine, da det viser sig, at hun stadig ikke har vist sig villig til at skære i overforbruget og på blot en måned har handlet for 1600 kroner i en blomsterbutik?

Se med i Luksusfælden i aften klokken 20 på TV3.

Powered by Labrador CMS