Lego-milliardær groft udnyttet

Usympatisk svindel dukker op på amerikansk nyhedsside.

Kjeld Kirk Kristiansen – tredje generations ejer af Lego – bliver udnyttet i et groft svindelnummer. KLIK videre og se hvordan. Foto: Scanpix
Kjeld Kirk Kristiansen – tredje generations ejer af Lego – bliver udnyttet i et groft svindelnummer. KLIK videre og se hvordan. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Det er blot under et år siden, en falsk annonce camoufleret som en nyhedsartikel gik landet rundt og proklamerede, at Lego-arving Kjeld Kirk Kristiansen tjente styrtende fedt på kryptovaluta. Nu er den her igen, og denne gang driver den plat på, at der skal være sket noget tragisk.

(Artiklen fortsætter under videoen)

På den amerikanske kæmpekoncern CBS’ nyhedsside CBS News dukkede pludselig et billede op af den danske milliardær. I stil med øvrige artikler på nyhedssiden fremgår det med rubrikken “Tragisk ulykke: Kjeld Kirk Kristiansen mister det hele”.

Klikker du på artiklen, der i virkeligheden blot er en annonce – tydeliggjort med et mikroskopisk “ad” i det ene hjørne – bliver du ført til en helt anden side, der fremstilles som en lang artikel med citater og alverdens billeder og forklaringer.

Faktum er, at det hele er fup – og hverken du eller Kjeld Kirk bliver rige på det. Det gør nogle andre – hvis du hopper i fælden.

Forbløffende

Peter Kruse, der er ekspert i IT-sikkerhed og -svindel, har tidligere flere gange udtalt sig til Newsbreak.dk om lignende svindelnumre, der lukrerer på kendte navne. I dette tilfælde altså både milliardær Kristiansen og hans familiefirma Lego.

Det handler om, at det er noget, danskerne kan genkende og har tillid til. Når Kjeld Kirk Kristiansen siger, at danskere kan tjene penge på en måde, som han har tjent penge på, så vil der givet være nogle, der hopper i fælden.

Klikker du først på den falske annonce, bliver du sendt videre til nyhedssiden “SPECIALRAPPORT: Kjeld Kirk Kristiansens seneste investering forbløffer eksperter og skræmmer de store banker”, så nu handler det hverken om, at Kristiansen har været ude for en ulykke eller mistet alt.

I stedet ser det ud til, at han i Go’ Morgen Danmark-studiet har overøset vært Ida Wohlert og TV-seerne med visdom – og muligheden for guld. Men det hele er løgn og konstrueret.

Åbenlyst fup

Newsbreak.dk har ganske kort telefonisk forsøgt at få en kommentar fra Kjeld Kirk Kristiansens fond Kirkbi, men det har ikke ladet sig gøre torsdag. I sommeren 2019, da den falske annonce senest var rundt, svarede fondens kommunikationchef Vejle Amts Folkeblad:

– Historierne om bitcoin er helt åbenlyst fup og bedrag og har intet med Kjeld Kirk Kristiansen at gøre.

I samme ombæring kom det også frem i Mandag Morgens faktatjek, at Kristiansen faktisk aldrig har været gæst i Go’ Morgen Danmark. Billedet, hvor han sidder i sofaen hos Wohlert, er da også ubehjælpeligt dårligt manipuleret.

CBS News, der kommer til at stå som afsender på den falske artikel, skriver på sin hjemmeside, at tredjepartsannoncører leverer annoncer baseret på data indsamlet om dig som bruger, og det forklarer, hvorfor jeg som dansk journalist får danske annoncer på en amerikansk nyhedsside.

– Det, der har givet mig succes, er at benytte mig af nye muligheder hurtigt og uden tøven. Og lige nu tjener jeg flest penge på et nyt program kaldet Bitcoin Profit til automatisk handel med kryptovaluta. Det er den allerstørste mulighed for hurtigt at opbygge en lille formue, som jeg har set i hele mit liv. Jeg opfordrer alle til at se på det, før bankerne lukker det ned, lyder det blandt andet fra den danske milliardær. Men det har han nu aldrig sagt.

Powered by Labrador CMS