Legende vinder “musikkens nobelpris”
Polarprisen, kendt som musikkens nobelpris, deles af en hiphoplegende, violinist og et velgørenhedsprojekt.
Det bliver en hiphoplegende fra 70’erne og 80’erne, en violinist og et internationalt velgørende musikprojekt, der deler Polarprisen i 2019.
Det skriver oplyser Polarprisen på dens hjemmeside.
Polarprisen, der også kaldes musikkens nobelpris, bliver givet til projektet Playing for change, hvis mål er at forbedre livsvilkår for børn, der bor og lever i områder med få ressourcer, men rige musiktraditioner.
Projektet er skabt af Mark Johnson og Whitney Kroenke i 2002. Deres overbevisning er ifølge Polarprisen, at “musik har magten til at bryde grænser og overvinde distancer mellem mennesker”.
Playing for change har 15 musikskoler verden over, og projektet har betydet noget for over 15.000 børn.
En af hiphoppens skabere hyldes
DJ og hiphopper Grandmaster Flash, der har det borgerlige navn Joseph Saddler, får også del i prisen.
Han beskrives af mange som en mand, der i de sene 70’ere og op gennem 80’erne var med til at forme hiphoppen.
Han var frontmand i gruppen Grandmaster Flash and The Furious Five, der i 1982 hittede med sangen “The Message”.
Det er omkring 40 år siden, at Grandmaster Flash i South Bronx i New York ifølge Polarprisen medvirkede til at starte genren, som har vokset sig til den største musikgenre.
Dronningen af violinen
Den tyske violinist Anne-Sophie Mutter beskrives af Sveriges Radio som en “af vor tids stjerner i feltet af kunstmusikere”.
Hendes musik findes både i store koncertsale og i klubmiljøer. Polarprisen kalder hende “the queen of the violin”.
Sammen med prisen følger en check på en million svenske kroner til hver prismodtager.
Prisen blev oprettet i 1989 af Stig “Stikkan” Anderson, der blandt andet var manager for Abba og skrev flere af det ikoniske bands sange.
Den første til at modtage prisen var Paul McCartney. Også Pink Floyd, Elton John, Björk og Bob Dylan har modtaget prisen.
Sidste år var der dansk islæt ved prisuddelingen. Det amerikanske band Metallica, der har danske Lars Ulrich som trommeslager, blev en af modtagerne af prisen.
Metallica skulle sidste år dele prisen med Afghanistan National Institute of Music (ANIM).