Legendarisk TV-2 hit sættes i scene i X Factor
Fredag bliver det andet X Factor-liveshow afholdt, og her skal Kali ikke synge et af sine egne numre.
Der er dømt dansegulv, rocket popmusik og store følelser, når deltagerne i “X Factor” fredag aften går på scenen til årets andet liveshow.
Temaet er 1980’erne, og det betyder blandt andet amerikansk soul, dansk rock og britisk pop.
Artiklen fortsætter under videoen.
For rapperen Kasper “Kali” Andersen bliver det et helt særligt liveshow, for han skal for første gang optræde med et nummer, som han ikke selv har skrevet.
Til det første liveshow gik han på scenen med sin egen tekst “Ingen skam”, men fredag skal han prøve kræfter med TV-2’s hit fra 1988 “Kys det nu (det satans liv)”.
Jazz, pop og rock
Den voksne kategori, som styres af dommer Oh Land, består også af Ilona Artene, som skal synge “One day I’ll fly away” af den amerikanske jazzsangerinde Randy Crawford.
Oh Land har kun to deltagere tilbage, efter at 23-årige Nicklas Mietke røg ud ved det første liveshow.
I den unge kategori kommmer Blachmans tre solister vidt omkring i det musikalske landskab.
Den 15-årige sangerinde Mathilde Caffey skal på scenen med et mix af Eurythmics’ “Sweet dreams” og The White Stripes’ “Seven nation army”.
Det er den amerikanske gruppe Pomplamoose, der står bag mixet.
Der er noget i luften
20-årige Alma Agger kaster sig over Phil Collins’ debutsingle og signaturhit “In the air tonight”, mens den 21-årige datatekniker Emil Wismann skal prøve kræfter med dansk rock i form af aarhusianske Klichés “Militskvinder”.
Hos dommer Ankerstjerne, som står i spidsen for årets grupper, kan seerne godt forberede sig på at få en sand landeplage på hjernen.
Drengegruppen Magnus og Aksel skal nemlig optræde med Danseorkestrets “Kom tilbage nu”, som i midten af 1980’erne blev et kæmpe hit.
Den anden gruppe, som Ankerstjerne selv har sammensat i år, er pigegruppen Sway.
De skal synge “Ain’t nothin’ goin’ on but the rent” af den amerikanske sangerinde og pianist Gwen Guthrie.
Inden sin død i 1999 nåede Guthrie at synge kor for blandt andre Aretha Franklin, Stevie Wonder og Madonna.
Ankerstjernes tredje gruppe, som er helt deres egen, består af de to bedste venner Cecilie og Morten.
De udgør duoen Smokey Eyes, og de skal fredag på scenen med sangen “The Look” af Roxette.
I december sidste år døde den ene halvdel af Roxette, Marie Fredriksson, af kræft.
Det andet X Factor-liveshow bliver sendt fredag 27. februar klokken 20 på TV2.