Legendarisk trommeslager død – han var en del af ikonisk heavy-orkester

Den forhenværende Judas Priest-trommeslager Dave Holland er død i en alder af 69 år. Han spillede med i de år, hvor det "tunge" orkester for alvor fik vind i sejlene og gang i pladesalget.

Dave Holland er død. Trommeslageren var med i Judas Priest i gruppens mest succesfulde periode. Billedet er fra Roskilde Festival 2008, hvor trommeslageren forlængst var blevet fortid i Judas Priest. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den forhenværende Judas Priest-trommeslager Dave Holland er død. Det skriver magasinet Billboard.

Det er orkesteret selv, der har udsendt en erklæring om det tidligere bandmedlems død.

Dave Holland var en del af den britiske metalgruppe Judas Priest fra 1979 til 1989.

– Det er med stor forfærdelse, at vi har fået at vide, at Dave Holland har forladt os, skriver gruppen i en erklæring, som de har sendt til Billboard.

Den mest succesfulde periode

– Selv om det er længe siden, at han var en del af Judas Priest, så var det netop i den periode, at vi havde den mest produktive tid og den største succes i bandet.

Judas Priest-trommeslageren fortsatte sin karriere som underviser inden for slagtøj.

Dave Holland blev i 2004 fundet skyldig i blandt andet et voldtægtsforsøg mod en bare 17 år gammel udviklingshæmmet mand, der var  tromme-studerende.

Han blev idømt otte års fængsel ved den lejlighed – men har nægtet nogensinde at have begået forbrydelsen.

Blev erstattet på “Painkiller”

Dave Holland blev født i engelske Northampton den 5. april 1948, og spillede i en række forskellige pop- og rockband, inden han blev en del af Judas Priest.

Han var med på et antal af gruppens bedst sælgende album – blandt andre “British Steel” fra 1980, “Defenders Of The Faith” fra 1984 og “Ram It Down” fra 1988.

Han blev erstattet af Scott Travis på 1990’er-albummet “Painkiller”.

Ifølge den spanske avis El Progreso er døsårsagen ikke offentliggjort. Dave Holland boede i Spanien i sine sidste år.

Powered by Labrador CMS