Legendarisk mafiamand død
En 81-årig mafia-legende død efter Covid-19-smitte.
En 81-årig mand dør efter at være blevet smittet med Covid-19. Ikke nødvendigvis en historie i sig selv i guds eget land, hvor de døde efterhånden blot er tal i en række.
En 81-årig mafia-legende dør efter at være blevet smittet med Covid-19. Det er en historie, kan man læse i amerikanske medier.
Frank Cullotta er død torsdag morgen på et hospital i Las Vega, skriver ABC News.
Manden, der har slået så brutalt ihjel, døde en langt mere stilfærdig død end sine ofre. Han sov ind med flere sygdomme – en af dem Covid-19.
Rødderne slog han i Chicago. Hjemsted for nogle af de mest kendte og berygtede gangstere i mafiaernes storhedstid.
I 70’erne blev Cullotta lokket til Las Vegas af sin tidligere “chef”, og her opererede de i årevis.
Det varede lige indtil “chefen” Ant Spilotro blev myrdet af bosserne hjemme i Chicago. Han havde tabt grebet, mente man i 1986.
Umiddelbart benægtede Frank Cullotta at have haft noget med det at gøre, men han sagde dog ved en senere lejlighed, at han ville have gjort det, hvis han var blevet bedt om det. Ved samme ombæring indrømmede han fire drab begået som håndlanger.
Senere vendte han mafia-livet ryggen og blev i stedet beskyttet kronvidne i adskillige sager mod tidligere “venner”.
Cullotta var så meget ægte Las Vegas-gangster, at han blev hyret som konsulent til filmen Casino med Robert DeNiro og Joe Pesci i ikoniske roller. Frank Cullotta spiller selv en lille rolle i filmen – en tak for hjælpen.