Legendarisk hitmusiker taler ud om sine depressioner

Bruce Springsteen var så dybt nede, at han end ikke orkede at stå op om morgenen.

Springsteen har været ramt af flere depressioner. Foto: ARND WIEGMANN/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Bruce Springsteen er kendt for sine maratonkoncerter, men bag scenen har den legendariske hitmusiker været brændt ud flere gange.

Springsteen har været ramt af flere depressioner, fortæller den Oscar-vindende superstjerne nu i et åbenhjertigt interview med CBS i forbindelse med udgivelsen af sin selvbiografi “Born to Run”.

– Det sniger sig ind på dig. Den første (depression, red.) varede omkring et år, gled væk, men kom tilbage igen. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke havde lyst til at stå op af sengen.

– Min kone så mig som et godstog på vej ned. Hun hev mig til lægen og sagde, at jeg havde brug for piller, siger 66-årige Springsteen i interviewet.

Søgte første gang hjælp i 1980’erne

Musikeren har været ramt af flere mentale nedture og søgte første gang professionel hjælp fra en terapeut tilbage i 1980’erne.

Men de seneste års nedture, der udviklede sig til regulære depressioner, pressede den legendariske musiker så voldsomt, at han skubbede folk væk fra sig.

Heldigvis har omgivelserne, og særligt hans kone siden 1991, musikeren Patti Scialfa, holdt ved og hjulpet “Bossen” ud på den anden side igen.

– Jeg opførte mig ikke særlig pænt derhjemme, og jeg var hård ved alle. Patti arbejdede virkelig med mig for at komme igennem det. Hendes styrke og kærlighed var meget vigtigt i processen, siger Springsteen.

“Born in the U.S.A.”-stjernen spillede to udsolgte koncerter i Danmark denne sommer.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS