Legendarisk dansk band har spillet dets sidste koncert
Gruppen er med egne ord gået i hi.
Det populære band Big Fat Snake spillede dets sidste koncert i DR Koncertsalen mandag aften.
Koncerten var samtidig sidste koncert på bandets Au Revoir Madame-turné, der er tænkt som en afskedsturné.
I et opslag på Facebook skriver bandet, at aftenen var særdeles følelsesladet.
“Kulminationen på en fantastisk afskedsturne blev en tårevædet, livsbekræftende rockkoncert blandt venner og familie både foran og bag scenen. Vi føler at vi stopper på toppen; tak for det!” skriver bandet på Facebook.
Gået i hi
I opslaget åbner bandet dog samtidig op for muligheden for, at mandag aftens koncert ikke nødvendigvis bliver den allersidste nogensinde.
“Big Fat Snake er ikke gået i opløsning, vi er gået i hi, og vågner måske op ved lejlighed. Indtil da, tak for jeres opbakning og jeres dejlige måde at være på!” skriver bandet på Facebook.