Legendarisk boyband gendannet: Rammer Danmark

Omkring årtusindskiftet var der ikke mange, der var større end Westlife. De er nu gendannet.

Westlife som de så ud i 2004 – det er de samme fire medlemmer, der er med i den gendannede version. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Et af livets store spørgsmål er, hvorvidt man tilhører den generation, hvor sangen “Uptown Girl” er synonym med Billy Joel – eller den, hvor den er synonym med boybandet Westlife.

Tilhører man sidstnævnte, venter der en rigtig glædelig nyhed. Det irske boyband er nemlig blevet gendannet, og hvad bedre er, så kommer drengene til Danmark til sommer.

Det er Nibe Festival, der står bookingen af de gendannede stjerner, melder festivalen ud i en pressemeddelelse.

”Westlife, som lige nu er superaktuelle med singlen ”Hello My Love” – som Ed Sheeran i øvrigt har skrevet til og produceret for kvartetten – er helt sikkert et bulls eye-hovednavn i Nibe”, udtaler festivalleder Peter Møller Madsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

”De kan netop det, et hovednavn skal kunne i Nibe, nemlig samle publikummet og lave fest og fællessang. At Westlife så ovenikøbet er gendannet, og samtidig fejrer 20-års jubilæum på deres sommertour, er bare en kæmpe gave oveni”.

Westlife gik egentlig fra hinanden i 2012, men har nu slået pjalterne sammen igen. På de første 48 timer efter billetterne til bandets reunion-turné blev givet fri, solgte bandet ikke mindre end 400.000 billetter.

Powered by Labrador CMS