Lars von Trier kommer alligevel med til Cannes festival

Tidligere guldpalmevinder er med på filmfestival i Cannes med filmen "The House That Jack Built".

Offentliggjort Sidst opdateret

Instruktøren Lars von Triers film “The House That Jack Built” er udvalgt til at deltage i filmfestivalen i Cannes uden for hovedkonkurrencen, oplyser festivalen.

Da de 18 deltagende film blev udtaget til selve konkurrencen for nylig, var von Triers film ikke iblandt dem.

Men nu kommer filmen altså alligevel med på filmfestivalen, blot uden for selve hovedkonkurrencen.

Matt Dillon i hovedrollen

“The House That Jack Built” har skuespilleren Matt Dillon i hovedrollen. Filmen beskrives som en thriller, hvor man følger en seriemorder over en periode på 12 år.

Lars von Trier er både et berygtet og anerkendt navn ved filmfestivalen i Cannes.

I 2000 vandt han den prestigefulde Guldpalmen i Cannes for filmen “Dancer In the Dark”.

Han har også været udtaget til festivalen med blandt andet “Forbrydelsens Element” (1984), “Europa” (1991), “Breaking the Waves” (1996), “Idioterne” (1998), “Dogville” (2003), “Manderlay” (2005), “Antichrist” (2009) og “Melancholia” (2011).

Ragede uklar med ledelsen

I 2011 ragede han uklar med festivalens ledelse.

Ved et pressemøde i Cannes i forbindelse med filmen “Melancholia” kom von Trier med en række kontroversielle udtalelser, hvor han blandt andet udtrykte forståelse for Adolf Hitler.

Det betød, at han en overgang ikke var velkommen ved festivalen.

Lars von Trier sagde senere, at hans udtalelse var et forsøg på at være humoristisk, og at han fortrød, at han havde sagt det.

Men nu får han altså igen lov til at rejse til Cannes og vise sin nyeste film. Filmen “The House That Jack Built” får dansk premiere i efteråret 2018.

Ud over Matt Dillon er Uma Thurman og danske Sofie Gråbøl på rollelisten.

Dette års filmfestival i Cannes, der finder sted for 71. gang, foregår i perioden fra 8. til 19. maj.

Powered by Labrador CMS