Landsholdsspiller falder ned fra fly og dør
Ung fodboldspiller klatrede angiveligt op på et amerikansk transportfly, der var ved at lette fra Kabul
En fodboldspiller fra Afghanistans ungdomslandshold blev dræbt, da han faldt ned fra et amerikansk fly i lufthavnen i Kabul mandag.
Det bekræfter det afghanske generaldirektorat for sport ifølge nyhedsbureauet Ariana torsdag.
Den unge fodboldspiller, Zaki Anwari, var en de mange hundrede afghanere, der forsøgte at komme med på et af flyene ud af Kabul mandag.
Angiveligt klatrede han op på et militært transportfly af typen C-17, der var ved at lette fra Kabul.
Mange desperate afghanere søgte til lufthavnen, efter at den militante talibanbevægelse havde taget magten i landet søndag.
Uenighed
Der er forskellige meldinger om Zaki Anwaris alder.
Nogle medier skriver, at han blev 17 år, mens andre opgiver hans alder til 19 år.
De nærmere omstændigheder omkring hans død er også uklare. Nogle medier skriver, at han faldt ned fra flyet, da det var i luften.
Andre skriver, at hans lig blev fundet ved landingsstellet, da flyet mellemlandede i Qatar.
Hænger fast i fly
En video, der spredte sig på sociale medier mandag, viser afghanske mænd hage sig fast på et fly, der er på vej ud på startbanen i Hamid Karzai Internationale Lufthavn.
Andre videoer viser flyet i minuttet efter, at det er lettet - og mindst to personer, der tilsyneladende falder fra flyet ned på jorden.
Senere samme dag skrev afghanske medier, at flere lig var fundet i et område øst for lufthavnen.