Læs opslaget: Kongehus søger ny medarbejder
Det britiske hof leder efter en ny digital kommunikationsmedarbejder, der kan levere indhold om kongehusets offentlige rolle og arbejde.
– Dit arbejde vil blive set af millioner. Det handler om at finde nye måder at vedligeholde dronningens tilstedeværelse i offentlighedens søgelys og på den internationale scene.
Sådan indleder det britiske kongehus sit jobopslag i jagten på en ny, digital kommunikationsmedarbejder.
Daglig nyhedsstrøm
I jobbet skal man blandt andet levere en daglig nyhedsstrøm af indhold omkring kongehusets offentlige rolle og arbejde på de sociale medier og på kongehusets officielle hjemmeside.
– Uanset om du dækker et statsbesøg, en prisoverrækkelse eller et royalt arrangement, skal du sikre, at vores digitale kanaler vækker interesse og rammer en bred målgruppe, lyder det blandt andet i jobopslaget.
For at komme i betragtning til jobbet skal man blandt andet have erfaring med at styre netop hjemmesider, kunne tage gode billeder og tidligere have lavet succesfulde kommunikationsprojekter hos et højt profileret sted.
Kreativ og velskrivende
Man skal også være på forkant med den seneste udvikling inden for digitale medier og samtidig have overskud til at kunne motivere og udvikle andre.
Desuden skal man være innovativ, have kreativt flair, være velskrivende og kunne formidle forskellige typer indhold til forskellige målgrupper fra forskellige platforme.
Jobbet, der er et barselsvikariat, er på 37,5 timer om ugen, og man skal kunne begynde i marts 2017.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 14. februar.
Læs hele jobopslaget her.
/ritzau/FOKUS