Kylede sko og ketcher efter prins Philip

Også i royale ægteskaber kan det ind imellem gå heftigt for sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv monarker kan tilsyneladende miste besindelsen. Det fremgår med alt tydelighed af en fortælling i biografien ‘Prince Philip Revealed’ af forfatteren Ingrid Seward, der udkom for ganske nylig.

I sin bog fortæller Ingrid Seward om en ganske særlig episode mellem dronning Elizabeth og hendes ægtefælle prins Philip under en rundrejse i Australien tilbage i 1954, hvor parret havde været gift i syv år.

Artiklen fortsætter under videoen

På turen blev de royale par fulgt af et kamerahold, der filmede en dokumentar om besøget ‘Down Under’. Også i forbindelse med en weekend, hvor parret ellers holdt fri fra deres forpligtelser og hvor noget tilsyneladende gik helt galt mellem dem.

I hvert fald beskriver forfatteren i bogen ifølge Page Six, hvordan prins Philip blev set flygte ud af den hytte, hvor de var indkvarteret og hvordan han blev ‘forfulgt’ af et  par flyvende tennissko og en ketcher samt en aldeles vred dronning, der råbte og skreg, han skulle komme tilbage.

Det fremgår også, at dronningen lykkedes med at få fat i prinsen og trække ham tilbage i hytten.

Episoden efterlod alle måbende, men den kongelige pressesekretær fik sig dog mandet op til at bede om at få slukket kameraerne med trusler om, at alle ellers ville blive anholdt.

Det, der allerede var kommet ‘i kassen’ blev angiveligt afleveret til monarken som også efterfølgende kom ud til den noget rystede forsamling.

”Jeg er ked af dette lille optrin. Men som De ved, opstår sådanne episoder i ethvert ægteskab,” skulle hun ifølge bogen have forklaret. Uden dog at komme ind på, hvad striden handlede om.

Af bogen fremgår det også, at parret, der har været gift 73 år, i det hele taget har haft deres skænderier gennem årene.

“Philip kan være ‘meget hård’ over for dronningen og har ofte kaldt hende et fjols og beskyldt hende for at tale nonsens,” hævder Ingrid Seward i bogen ifølge Page Six.

Prins Philip, der kan fejre 100 års fødselsdag den 10. juni næste år, trak sig tilbage fra sine royale pligter i 2017.

Dronningen, der er 94 år, er fortsat aktiv og udførte i sidste uge sit første offentlige engagement siden Storbritanniens coronavirus-lockdown. Her besøgte hun Defense Science and Technology Laboratory sammen med sit barnebarn prins William, der er nummer to i den britiske tronarvefølge.

Powered by Labrador CMS