Kronprinspar deler mad ud til hjemløse

Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit serverede suppe for Oslos hjemløse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var med opsmøgede ærmer og varme smil, at det norske kronprinspar mandag langede massevis af tallerkner med varm grøntsagssuppe over disken.

Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit tilbragte nemlig dagen i Kirkens Bymisjon, der havde inviteret alle Oslos hjemløse og fattige til en fælles frokost, der var tilsat lidt royalt stjernestøv.

Flere hjemløse talte med kronprinsparret

Alle bordene var helt fyldt op, og flere af frokostgæsterne benyttede lejligheden til at få sig en snak med kronprinsparret. Det skriver det norske kongehus på hjemmesiden.

– Da alle havde fået mad, fik kronprinsparret mulighed for at sidde sammen med nogle af frokostgæsterne og høre lidt om, hvordan de havde det, står der i meddelelsen.

På Instagram har kongehuset også delt et billede af det royale par, der er i fuld gang med at øse suppe op til de mange fremmødte.

Her kan man se en smilende kronprinsesse, der får sig en snak med en af frokostgæsterne.

Netop hjemvendt fra USA

Kronprins Haakon er netop vendt hjem fra en tur til New York, hvor han deltog i 50 års jubilæum for FN’s udviklingsprogram UNDP.

Kronprinsesse Mette-Marit skulle have gjort ham selskab på turen, men en lungebetændelse forhindrede hende i at rejse over Atlanten.

Se billedet af kronprinsparret her. Du kan se flere billeder øverst i artiklen:


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS