Kronprinsessen i Bangladesh: Muligt at gøre en forskel for kvinder
Torsdag afsluttede Kronprinsesse Mary sit besøg i Bangladesh sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
En danskstøttet landbrugsskole i Bangladesh, som skal gøre kvinder mere uafhængige af mændene i deres liv, har i denne uge haft kongeligt besøgt fra Danmark.
Sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har kronprinsesse Mary rejst rundt i det sydasiatiske land for at sætte fokus på at styrke kvinders økonomiske muligheder.
På landbrugsskolen, som kronprinsessen besøgte onsdag, lærer kvinder både at blive bedre til at udnytte jorden og til at sælge det, de dyrker.
Kvinderne kan dermed i stigende grad tjene deres egne penge og stå på egne ben.
– Vi har på denne tur oplevet, at når man sætter ind med specifikke projekter og initiativer, så er det med til at gøre en stor forskel for kvinders position i samfundet, siger kronprinsesse Mary.
Afsluttede besøget
Torsdag afsluttede kronprinsesse Mary og Ulla Tørnæs så deres besøg i Bangladesh. Undervejs har de også besøgt danskstøttede klimaprojekter i den sydlige del af Bangladesh.
På besøget offentliggjorde udviklingsminister Ulla Tørnæs, at Danmark giver 30 millioner kroner til klimasikring i Bangladesh.
– Vi kan med disse penge bidrage til at sikre, at man kan opretholde et liv i det sydlige Bangladesh. Hvis vi kan klimasikre vejene, kan de lokale altid få deres produkter på markedet, gå i skole og komme til lægen, sagde Ulla Tørnæs onsdag.
Penge fra dansk klimapulje
Pengene tages fra den danske klimapulje.
20 millioner skal bruges til at klimasikre veje i det sydlige distrikt Noakhali. Fem millioner går til at støtte hovedstaden i Bangladesh, Dhaka, i håndtering af fremtidens klimaforandringer.
De sidste fem millioner skal bruges til at sikre vandposter, toiletter og latriner i Noakhali-distriktet mod oversvømmelser.
En del af pengene går til nye toiletter med særlig adgang for kvinder. Et andet projekt handler om seksualundervisning, der skal lære piger om hygiejne i forbindelse med menstruation.
Danmark bidrager i forvejen med 335 millioner kroner til Bangladesh. Af dem går 125 millioner til at bekæmpe klimaforandringer og til bæredygtig energi.
Kronprinsesse Mary har tidligere besøgt Burkina Faso, Jordan og Mozambique for at sætte fokus på ligestilling af kvinder i samfundet.
/ritzau/