Kronprinsessen fik sin fødselsdagsgave
Den svenske tronfølger fik masser af gaver, da hun i juli 2017 rundede det skarpe hjørne, som 40 år jo er. Men en gave har kronprinsesse Victoria først fået overrakt nu.
Kronprinsesse Victoria fyldte 40 år den 14. juli 2017 – og det kastede naturligvis nærmest ubegribeligt mange gaver af sig.
Langt de fleste gaver fik kronprinsessen naturligvis med det samme – men især en gave har hun måtte vente nogle måneder med at få.
Det er nemlig et portræt af sig selv, som fotograf Thron Ullberg har kreeret. Han valgte at fotografere kronprinsessen i Gustav III Pavilion, der ligger ved Haga Slot – Victorias bolig.
Havde ikke set portrættet før
– Det er med stor spænding, at jeg skal se portrættet, for jeg har ikke fået lov at se det endnu, fortalte kronprinsessen til Svensk Damtidning, inden hun lod klædet falde.
Afsløringen foregik forleden på Gripsholm Slot, der ligger cirka 50 kilometer øst for Stockholm.
Tidligt om morgenen var kronprinsessen taget til Gripsholm, hvor hendes portræt skulle afsløres foran en lille skare i slottets hvide salon.
Har fået sin egen kopi
Og Victoria var tydeligvis glad for resultatet – et flot foto i sort/hvid, hvor hun står oprejst i ensom majestæt.
På Gripsholm hænger i forvejen en unik portrætsamling, der tilhører den svenske stat.
Det er foreningen “Nationalmusei Vänner”, der har doneret portrættet til Nationalmuseet – men Victoria får også sin egen kopi hængende på Haga.
Mangeårig tradition
At medlemmerne af den royale familie bliver portrætteret i forbindelse med runde fødselsdage, er en mangeårig tradition.
Senest fik dronning Silvia malet et portræt, da hun fyldte 70 år i 2013.
Hun malet af kunstneren Urban Larsson – en seance, der krævede 20 timers ophold i hjemmet på Drottningholm Slot.