Kronprinsesse udnyttet i fup-reklame
Et udenlandsk firma, der reklamerer for slankepiller, misbruger kronprinsesse Mary i en ny fup-reklame.
Kronprinsesse Mary bliver i disse dage brugt i en reklame om slankepiller – en reklame der kan ses på blandt andet Facebook. Men reklamen er det rene fup, skriver Her og Nu.
Det udenlandske firma bruger nemlig kronprinsesse Mary i reklamerne uden at hun er blevet spurgt. Slankefirmaet nøjes ikke kun med at vise billeder af Mary – de citerer hende også for forskellige lovprisninger af deres produkter, skriver ugebladet.
Deprimeret over sin vægt
I reklamen går bagmændene så vidt, at Mary – i følge dem – fortæller, at hun blev deprimeret over sin vægt:
– Da hun var tungest, vejede hun 86 kg og efter at have motioneret uden succes, blev hun deprimeret og hendes liv faldt næsten fra hinanden. Hun ville ikke opereres og vidste ikke, hvad hun skulle gøre, indtil hun talte med Dr. Oz, som fortalte hende om Pure Cambogia Ultra og Pure Life Cleanse, lyder det.
Nu skal du ikke hoppe på denne reklame, da der er tale om fup. Det er de også klar over hos Kongehusets kommunikationsafdeling, der over for Her og Nu oplyser, at der allerede er blevet foretaget de indledende skridt til at få fjernet den pågældende reklame.