Kronprinsesse Mary til særlig fest
Hjertesagen blev fejret, da kronprinsesse Mary mandag på hotel d’Angleterre i København overrakte legater fra Børnehjertefonden og Hjerteforeningen til to forskere.
Mandag var kronprinsesse Mary engageret i en ting, der ligger helt tæt på hendes hjerte – det var pudsigt nok Hjerteforeningen.
For hun uddelte legater til to hjerteforskere, så de kan fortsætte deres forskning i hjertesygdomme. Hjerteforeningens og Børnehjertefondens legatuddeling fandt sted i Palmehaven på Hotel d’Angleterre i København.
Hjerteforeningen og Børnehjertefonden har tilsammen doneret 40,9 millioner kroner til forskning i 2018 og bidrager hvert år med millioner af kroner til dansk hjerte-kar-forskning. Dagens uddeling var på i alt 10 millioner kroner, som Kronprinsesse Mary uddelte på scenen til de to forskere Christian Torp-Pedersen og Lars Søndergaard.
– I dag markerer vi, at vi er blevet bedre til at redde både små og store hjerter. I dag hylder vi forskningen, der skaber resultater og ny behandling, sagde Kronprinsesse Mary ifølge en pressemeddelelse fra Hjerteforeningen og fortsatte:
– Alle ønsker, at deres barn bliver født med et fejlfrit hjerte, og vi skal gøre vores bedste for, at børn kan leve i trygge rammer sammen med deres kære. Også voksne hjerter bliver syge. Hvert år får omkring 4.000 hjertestop uden for hospital, og mere end dobbelt så mange danskere bliver hvert år ramt af en akut blodprop i hjertet. Familier bliver ramt, når en far eller mor bliver alvorligt syg i hjertet, og de skal leve med angsten for, at det kan ske igen, sagde Mary.
Selvom forskning i hjertesygdom er nået langt gennem de sidste årtier, lever tusindvis af danskere med hjertesygdom hver dag. Hjerteforeningen har derfor en ambition om fortsat at være en af de største bidragydere til dansk hjerteforskning, forskning der kommer patienter og pårørende til gode nu og i fremtiden.