Kronprinsesse Mary skal åbne denne festival

Kronprinsessen har sagt ja til at forestå den officielle åbning af festivalen.

Kronprinsesse Mary har sagt ja til at forestå den officielle åbning af festivalen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Siden 2012 har kronprinsesse Mary været protektor for Odense Blomsterfestival.

Torsdag vil det være kronprinsessen, der ved en ceremoni på Flakhaven i Odense åbner den 18. udgave af festivalen.

– For Odense Blomsterfestival er det en helt ekstraordinær ære, at kronprinsessen har takket ja til vores invitation, siger sekretariatsleder i Foreningen Odense Blomsterfestival, Henrietta Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Ypperlig repræsentant

– Dels oplever vi kronprinsessen som en ypperlig repræsentant og et unikt samlingspunkt for hele Danmark, og dels udviser hun som protektor en åben og oprigtig interesse for det arbejde, der ligger til grund for vores store årlige event.

– Med sin internationalt vidt spændende baggrund bidrager kronprinsessen i allerhøjeste grad positivt til dansk kulturliv og netop i år, hvor Blomsterfestivalen bærer titlen ”What a Wonderful World”, giver det en ekstra dimension, at netop hun forestår åbningen, siger Henrietta Rasmussen videre.

Udover at bidrage med festivalens åbning, vil kronprinsesse Mary ved samme lejlighed navngive en helt ny rose, ligesom hun vil deltage i Odense Blomsterfestivals efterfølgende reception på Odense Rådhus.

Odense Blomsterfestival foregår fra den 17.-20. august.

Powered by Labrador CMS