Kronprinsesse Mary satte frivilligheden i fokus i Smilets By
Hele Danmarks Mary er protektor for Europæisk Frivillighovedstad Aarhus 2018, og hun deltog derfor i den officielle åbning på Aarhus Rådhus søndag den 21. januar. Frivillighed er vigtigt, mener kronprinsessen.
Kronprinsesse Mary er protektor for Europæisk Frivillighovedstad Aarhus 2018.
I den anledning deltog hun søndag den 21. januar i den officielle åbning af selvsamme – der foregik på det uforlignelige rådhus i Smilets By.
– Det er meget vigtigt, at vi sætter fokus på den store frivillige indsats, som der allerede bliver gjort rundt om i Danmark af alle dem, der bidrager til fællesskab og gør noget for andre, sagde kronprinsessen i forbindelse med åbningen.
Fra kultur til frivillighed
Ikke så snart, at titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2017 er afmonteret, kan landets næststørste by straks sole sig i en ny titel.
Det næste år kan Aarhus Kommune og resten af Region Midtjylland nemlig kalde sig Europæisk Frivillighovedstad Aarhus 2018.
Gennem hele året vil byen og regionen fejre og udvikle frivilligheden.
Henter inspiration i hele verden
– Der bliver et hav af forskellige arrangementer, hvor vi får lejlighed til at hylde frivilligheden og alle de mange mennesker, der gør noget for andre, fortæller Jacob Bundsgaard, der er borgmester i Aarhus.
Ifølge ham handler det om at hente inspiration ind fra hele verden.
– Vi skal som by og region blive endnu bedre til at sætte rammerne for frivillighed, påpeger borgmesteren over for TV 2 Østjylland.
Vil skabe endnu bedre rammer
Kronprinsessen, der i forvejen er kendt for at have et hjerte, som banker for de svage i samfundet, strålede under sit besøg.
– Det er vigtigt, at vi i år sætter fokus på, hvordan vi kan skabe endnu bedre rammer, så frivilligheden kan vokse, udfolde og udvikle sig, forklarede Mary.
Man kan læse meget mere om Aarhus og Region Midtjylland som Europæisk Frivillighovedstad her.