Kronprinsesse Mary: Sådan holder vi jul i år
Det bliver i Danmark og familiens skød, kronprinsesse Mary i år holder jul. Hun håber, den bliver hvid.
Når juleklokkerne slår i det danske land i år, vil vores kronprinsesse og den kongelige familie sagtens kunne høre deres kimen. De skal nemlig holde jul sammen her i Danmark.
– Sidste år holdt vi jul i Australien, så jeg glæder mig til en rigtig dansk jul i år sammen med familien her i Danmark, siger kronprinsesse Mary til Ritzau Fokus umiddelbart efter, at årets julemærke blev offentliggjort på Københavns Rådhus mandag.
– Og forhåbentlig også en hvid jul i stedet for en strandjul. Hvid jul er meget stemningsfyldt og en anden type jul, end den jeg er vokset op med, siger hun.
Længes efter snefnug i juledagene
Kronprinsesse Mary er vokset op i Tasmanien i Australien, hvor man også længes efter snefnug i juledagene.
– I Australien er vi meget præget af den engelske tradition, som jo også er med hvid jul. Så vi holder fast i de traditioner, selv om det er varmt, fortæller kronprinsessen.
Det er dog ikke en varm jul, der er gengivet på årets julemærke. Her er der gengivet en ægte, hvid jul i skovens dybe, stille ro.
Overskud går til julemærkehjem
Velgørenhedsmærket, hvis overskud går til de danske julemærkehjem, er skabt af kunstneren Per O. og inspireret af skovens dyr.
– Jeg synes, at julemærket er meget smukt og meget eventyrligt. Jeg kan godt lide, at det handler om juleånden, og at man samler sig i juletiden, siger kronprinsesse Mary og fortsætter:
– Derudover er det så dejligt, at det lille julemærke har så stor betydning for rigtig mange udsatte børn i Danmark.
Det var Einar Holbøll, der fik ideen til julemærket. Det første af slagsen udkom i 1904.
/ritzau/FOKUS