Kronprinsesse Mary rejser til USA: Det skal hun lave
Kronprinsessen tager på et kunst- og kulturfremstød i USA.
Kronprinsesse Mary rejser den 3. maj til USA, skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
Mary skal stå i spidsen for et kunst- og kulturfremstød i USA.
Udenrigsminister Anders Samuelsen ledsager kronprinsesse Mary under besøget.
Sammen med repræsentanter for de øvrige nordiske lande åbner Mary det nye Nordic Museum den 5. maj, og kronprinsessen er desuden æresgæst ved lanceringen af det danske kulturfremstød, som skal styrke dansk kunst og kultur i hele USA.
Dansk kulturfremstød i USA
I forbindelse med besøget i Seattle løftes sløret for et dansk kulturfremstød, som Udenrigsministeriet og Kulturministeriet står bag.
Sammen med danske genreorganisationer inden for bl.a. musik, film, arkitektur og design vil det officielle Danmark de kommende tre år arbejde målrettet på at skabe endnu bedre betingelser for dansk kunst og kultur i USA og give danske kunstnere et bedre fundament at stå på for at slå igennem.
Øvrige arrangementer
Kronprinsessen holder en tale ved et større debatarrangement på Washington University i Seattle, USA’s næststørste universitet med cirka 50.000 studerende.
Emnet for debatten er empowerment af kvinder og de økonomiske begrænsninger, som kvinder oplever.
Udenrigsministeren holder den afsluttende tale under arrangementet.
Arrangementet foregår i samarbejde med International Center for Research on Women (ICRW), en førende organisation inden for forskning inden for køn og ligestilling.
Kronprinsessen er en del af ICRW’s leadership council.
Kronprinsessen og udenrigsministeren vil herudover aflægge besøg hos Novo Nordisk Research Center i Seattle for bl.a. at høre mere om virksomhedens indsats mod overvægt.
Besøget i USA varer fra 3.-5. maj.