Kronprinsesse Mary overrækker kvindepris

Den danske kronprinsesse overrækker Women's Board Award, som gives til en kvinde i erhvervslivet, der er på vej mod bestyrelsestopposter.

– På verdensplan er der lang vej endnu, har kronprinsesse Mary tidligere sagt om kvinders rettigheder. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Kvinders rettigheder er blandt kronprinsesse Marys hjertesager.

Den 27. januar hylder kronprinsessen fremadstormende kvinder i erhvervslivet med Women’s Board Award.

Det fremgår af kongehusets officielle kalender.

Prisen tildeles en kvinde i dansk erhvervsliv, der er på vej mod bestyrelsestopposter.

Ifølge Women’s Board Awards hjemmeside er formålet blandt andet “at sende signal til danske virksomheder om, at det giver gevinst at handle proaktivt frem for reaktivt” samt at “vende negativt fokus fra køn og ligestilling til positivt fokus på kompetencer, ressourceudnyttelse og resultater i bestyrelser”.

Stræbe efter et mere lige samfund

Under kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2016 opfordrede kronprinsesse Mary til at stræbe efter et mere lige samfund.

Sådan lød det fra den 44-årige kronprinsesse under KVINFO’s arrangement på kampdagen ifølge tv2.dk.

– På verdensplan er der lang vej endnu. Efter min overbevisning er ligestilling den enkeltstående, vigtigste ting, vi kan stræbe efter for at forbedre vores verden, sagde kronprinsessen ifølge tv2.dk.

Women’s Board Award blev uddelt første gang i 2014.

I 2017 er det tredje gang, at kronprinsesse Mary forestår overrækkelsen. Tidligere er prisen gået til Eva Berneke fra KMD, Merete Eldrup fra TV 2 og Lene Skole fra Lundbeckfonden.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS